mandag den 4. juli 2011

4. juli



Hold da op hvor jeg glædede mig til idag - en af mine største drømme her i livet skulle blive opfyldt idag. Både skulle jeg til Canada og så oven i købet også se Niagara Falls. Spændende om det er fantastisk eller det er opreklameret som andre siger.

DET ER FANTASTISK!!!!












Vi startede med at køre lidt forkert men godt det samme for ellers var vi kommet til at se det fra den amerikanske side og DET SKAL opleves fra Canada siden.

Parkering af en RV (vores mobilhome) er altid i det fjerneste hjørne, men det betød ingenting for vi gav kun kr. 50 for at parkere en hel dag og så var det incl. shuttlebus for alle 5. Vi startede med at gå til båden Maid of the mist - eller nej vi måtte lige kigge lidt (meget) undervejs for det var så flot. Vi forventede en lang lang kø til båden men det gik faktisk meget hurtigt, så alle mand udstyret med regnslag gik vi ombord. Ja regnslag er nødvendige... hold da op vi blev våde - al hårsætning var ihvertfald spild.

Det var en stor oplevelse og virkelig en drøm som blev opfyldt.











Efter frokosten ville vi tage turen "Journey behind the Falls" - der var 1 time og 10 min. ventetid, men det ville Stine og jeg bare så gerne opleve - så vi smed os i græsset og nogle sov andre skrev postkort. Da det endelig blev vores tur gik man i kø, kø og atter kø ned for at få en stor skuffelse - godt det ikke havde været starten på vores Niagara oplevelse.

Tilbage ved bilen var klokken blevet rigtig mange og der ventede 180 km før vi var på den anden side af Toronto hvor vores nye campingplads lå.

Indtil videre kan vi beskrive Toronto med et ord - BILER - hold da op, der var faktisk mere trafik end i Los Angeles. Så klokken blev halv syv før vi ankom - men sikke en plads vi kom til. Vi ærger os faktisk over at vi ikke skal være her i flere dage, her er alt - pool, strand, fodboldbane, volleyballbane, tennisbaner og så bare enorm pænt og rent. Men vi kan ikke være her mere end to nætter for så går resten af turen ikke op og vi kan ikke skyde en genvej.

Genvej nå jeg den kunne jeg også finde da Jesper, Stine og jeg lige skulle inspicere stranden efter aftensmaden...... det gik galt med kortet igen så der var lidt langt til stranden når man går forbi ens egen bil flere gange - jeg tror ikke jeg må være vejviser mere.

Joakim var blevet lovet en tur i poolen hvis han spiste op - så hu hej der blev skiftet tøj og suk - poolen blev lukket lige da han kom til lågen. Stakkels dreng. Så rigtig pylret blev han puttet. Stine fik endelig trænet lidt fodbold - hun er ved at få kuller af ikke at spille bold.

Endelig har vi også internet igen, så tiden blev fordelt men nej det var ikke så attraktivt for der var ikke mange på facebook når nu tiden i dk var 03.00 - hov Alix skulle du ikke sove der.....

Imorgen skal vi med lokaltoget ind til Toronto og opleve den storby.

3. juli





Vi startede igen dagen tidligt - Joakim blev plantet med Madagascar filmen, men Jesper og jeg tog morgenbadet og pigerne stadig sov. Efter morgenmaden gik Joakim og jeg på legepladsen mens de andre sørgede for at pakke bilen.
Campingfar spurgte om jeg ville hejse det norske flag - STORT.

Dagens køretur gik op igennem nogle fantastiske skovlandskaber og vi afsluttede vores Pennsylvania eventyr og kørte ind i staten New York.

Alle mand var stadig meget optaget af om der var nogle bjørne og elge og STOP der står et sort dyr oppe i skovåbningen oppe på toppen - Jesper stopper og bakker den store bil, jeg springer ud og tager billede og hov ...... det var en KO!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Turen var lang og vi blev enige mens vi var inde og handle, at vi ville droppe Niagara idag og så bare køre ud og slappe af. Vi kom til en rigtig flot State Park igen - det er de bedste pladser bortset fra manglende pools.

Eftermiddagen brugte vi til hygge med tur til legepladsen og en gang volleyball. Bagefter ville jeg lige inspicere pladsen alene og kunne pludselig høre noget musik ovre fra skoven - det trak og godt det samme for bag skoven lå en park hvor der var levende musik.

Efter aftensmaden gik hele familien over og hørte musik, kiggede ud over den meget flotte Lake Otario med udsigt helt over til Toronto. Musikken var ikke lige noget for Stine, så pigerne gik hjem og startede på en film, men jeg hentede dem igen for vi var blevet enige om at vi skulle se fyrværkeri kl. 22.00.

Sikke et fyrværkeri - det var bare så flot og hvilken afslutning.

Dejligt rolig dag.

2. juli


Idag var der mulighed for at sove længe for vi skulle bare ud på en af vores lange køreture op til en State Park - men kl. 07.00 var jeg altså oppe og kunne så lige så godt klare den sidste maskinfuld vasketøj som jeg ikke nåede igår, så Stine kunne få sin Barca trøje på igen

Da lle var vasket og bespist sagde Jesper at vi lige skulle forbi byens outlet for han skulle have lidt t-shirts fra Hilfinger. Tja han blev så meget meget optaget i butikken så jeg kom vist til at putte lidt for mange t-shirts i "vognen" til Joakim - men som pigerne siger "det bliver Magne sikkert glad for..."

Vi købte et par sandwich til frokost og spiste dem mens vi begav os nordpå. Pigerne i bilen startede turen med en gang Olsen - det gik rigtig godt men hold da op Rikke rykkede til sidst - tillykke. Vi var efterhånden kommet ud til meget flot og kuperet natur, så jeg indtog igen sædet foran. Pigerne tog begge lige en lur inden vi skulle køre af bjørne og elgeruten.

Ved Snow Shoe startede ruten så og alle mand sad klar på stikkerne. Efter få kilometer mødte vi et lille rådyr ude midt på vejen og moderen stod inde i grøften - det startede bare godt. Turen tog ca. en time og vi så da flere egern som piskede over vejen og så var det det... hi hi.

State Parken vi er kommet til er bare så pæn og så dejlig - skønne store pladser til alle mand og hvis vi havde lyst kunne vi slå telt op nede bag vores plads. Det norske flag svajer ved statuen af Ole Bull som State parken er opkaldt efter - det er da lidt sjovt.

Der er en mini strand ved den "creek" (vi kan ikke blive enige om det er en bæk, flod eller hvad..) som løber i vores baghave, så vi var lige nede og dyppe tæerne inden den stod på en volleyball kamp og for Joakim mange gynge og rutsjeture. Sejren gik vist til Jesper og Stine eller blev det 1-1? Bagefter var flere i vandet selvom der var store fisk og krebs (tror vi det var, de lignede jomfruhummere)

Rikke lavede dejlig dessert til os som vi nød rundt om det bål som igen ikke ville brænde - jeg puttede Joakim og så husker jeg ikke så meget om den næste times tid......

Alle ville gerne jeg lige fik styr på vores regnskab så de vidste hvor meget de havde brugt af penge og så var det vi egentlig fik øje på alle de bluser Joakim havde fået - ups.

Imorgen går turen til Niagara Falls - måske via Grand Canyon Pennsylvania, som vi fik anbefalet af vores "genboer".

Hov jeg glemte lige at fortælle om den morsomme købmand vi købte is ved idag - hold da k.... det var ude på landet. Pigerne spurgte om jeg ikke også kunne købe frugt, men det havde de heldigvis ikke noget af .... ha ha glæd jer til at se billedet.

1. juli




Idag stod alle op uden problemer rigtig tidligt op og pigerne gik i bad i fællesbadene - de var fine nok (var blevet tjekket ud igår...) Imens sørgede Jesper delvist for morgenmaden, han glemmer altid noget men det går da fremad. Så kl 08.15 var vi på vej til visitor center for at hente vores billetter til The battle - men det var så ikke lige der. Vi fandt dog hurgtigt det rigtige sted og så gik vi ellers op og så på diverse boder, hvor der kunne købes al verdens ting som kunne henledes til tiden omkring borgerkrigen i 1863 (tror jeg det var). Bagefter kunne vi komme over og kigge i lejrene hvor de forskellige personer fra krigen boede.














Vi snakkede blandt andet med en general (ham på billedet) - som fortalte at der idag er en del oprør - stadigvæk - omkring det at være med i en union. Flere delstater ønsker faktisk at komme ud af unionen og være selvstændige - de føler at det stadig er sydstaterne som tjener pengene hjem til landet og det er nordstaterne som bruger dem. Spændende snak og egentligt en problematik som vi aldrig synes vi hører om, i hvertald ikke at staterne ønsker at træde ud.

Senere snakkede vi med en fyr som havde været i København og Malmø - han spurgte os blandt andet om hvad vi godt kunne lide ved deres land og hvad vi synes var bedre ved vores eget land. Vi mødte også en mand hvis bedstemor var dansk - hold da op alle dem man kommer i snak med (selv en lokal ung dame fra Gettysburg som snakkede helt vildt mens vi tankede bilen på vej hjem).

Frokosten indtog vi som sandwich i vores bil - hvor er det sart at have det hele med sig overalt. Bagefter var vi oppe og se en dmonstration af monter (og for os ikke tidligere soldater var det en demonstration af kanoner og hvor præcist de skulle ramme).





Klokken var blevet 14 og der skulle ikke være battle før kl 18.00, så jeg bestemte at vi skulle køre hjem og tage et par timer med ren afslapning ved poolen ikkemindst af hensyn til Stine og Joakim. Fint poolområde - men Joakim ville ikke i vanget .... til sidst lykkes det og hvad så - tja så ville han ikke op igen heller ikke selvom det hele rystede på ham.

Ved halvfemtiden var vi så retur ved kampmarkerne og sikke en kø der var ind til siddepladserne. Vi havde bestilt hjemmefra men skulle jo alligevel stå i kø - det gjorde vi ca. en halv time og uha det var varmt. Vejret har simpelthen været super super godt idag. Ventetiden brugte vi til indkøb af aftensmad som blev en blandet landhandel, Jesper ville prøve en af de store grillede køller, Stine pizza slice, Rikke burger, Joan pitabrød og Joakim næh han ville ikke have noget - købte lige et par prentzler (tror jeg de hedder, det er nogle brødkringer som bliver grillet varme og smøres med lidt smør).

Krigen gik så igang, det var godt nok en sjov, langsommelig måde de førte krig på dengang. Alting skulle jo lades op igen og igen. Kanonerne stod lige ud for hvor vi sad og som de havde skrevet i avisen,´ja så larmede det da rimeligt meget når alle fyrede af på en gang.

Midt under slaget faldt Jesper så lige i snak igen med en, men denne gang var det en dansker! Vi havde ellers ikke hørt nogen.

Efter slaget skulle alle mand så hjem og det var mange biler men det køret uden problemer og faktisk rigtig hurtigt, selvom vi for første gang nogensinde mødte en ikke venlig stemt mand som flippede helt ud over at en ville holde tilbage for Jesper. Jesper måtte bare vente og han var da fuldstændig ligeglad med om han kunne dreje sin lille vogn rundt.

30. juli

Sikke en dejlig plads vi er kommet til idag - den er godt nok stor men rigtig hyggelig og en god stor plads vi har. Men vi har næsten ikke nået at nyde den for....

Som Planlagt kørte vi i fin tid fra Atlantic City mod Gettysburg. Turen gik direkte igennem Philidelphia som jeg faktisk tror er en enorm interessant by men vi havde ikke tid til at gøre stop der. Vi gjorde alligevel flere stop nemlig i krydsene for vores gps viste vej lige ind midt i centrum og det gav Jesper en naturlig varme og samtidig med det kom Joakim og Stine selvfølgelig op at sloges så det blev det ikke mindre varmt af.



Vi havde til gengæld planlagt stop i Intercourse som er en by præget af Amish People - de er godt nok specielle. Vi købte lidt hjemmelavet marmelade som de er meget kendte for - de stod i butikken og lavede det og hvad Jesper blev mest imponeret af var at det blev pakket med hånden uden brug af maskiner eller "transportbånd". Vi tog med en hestevogn rundt om nogle af deres gårde hvor vi så nogle af børnene og mænd der arbejdede med hestetrukket redskaber ude i markerne. De kører rundt i deres hestevogne eller på nogle helt specielle løbehjul - meget sjov oplevelse.

Nu var klokken så blevet meget mere end vi havde planlagt og vi manglede stadig 150 km før vi var i Gettysburg - vi skulle endda nå forbi en Walmart for at handle inden vi de næste par dage skal leve i en skov. Det var vigtigt for mig at det blev en Walmart vi kom forbi - for jeg skulle altså have mig en amerikansk føntørre, tålmodigheden med at få luft igennem omformer er simpelthen brugt op også selvom jeg ikke kan bruge føntørren hjemme.

Klokken blev derfor over seks før vi kom til pladsen og vi havde ikke nået at komme forbi visitor center hvor vores billetter til imorgen ligger. Jesper, Rikke og jeg gik i informationen for at få styr på hvor tingene var og så ville Stine og Joakim finde poolen nær os som er med en kæmpe rutsjebane. De blev udstyret med kort over pladsen og så hej hej. Da vi havde været i infor skulle jeg så lige vise vej til poolen så vi kunne mødes med Stine og Joakim. Jesper blev pludselig meget nervøs for vores små børn, Stine var helt sikkert faret vild men rolig nu der står jo nr. på kortet så ingen kan fare vild...... hov hvor f..... er vi nu og hvor er poolen. Jeg kunne simpelthen ikke finde vej og så bankede Jespers hjerte er jeg sikker på - det er i hvert fald godt jeg har løbetrænet for nu gik det stærkt tilbage med kortet i hans hånd. Poolen var lukket og ingen børn i nærheden.

Stine og Joakim sad udenfor vognene og hyggede sig - poolen havde de ikke fundet men hjem havde de da.

Grillen blev tændt og til sidst fik vi også gang i bålet - så nu sidder Jesper og jeg og hygger ved bålet. Børnene er gået i seng - en time tidligere end de selv troede for Jesper har kigget forkert på klokken så den er kun 22.00 nu - ingen problev vi skal tidligt op imorgen alligevel. Inden de gik til køjs blev det lige til en gang skumfiduser over bål.

Alt i alt en rigtig god dag - selvom dagene bare er alt alt for korte her - og hvor er det skønt at vi er kommet ud på landet at køre. Der er så smukt, stille og roligt og meget pænere huse og haver!!