mandag den 13. juli 2009

13. juli

km 116

Alle mand stod tidligt op for i dag var Universal Studios dag. Der var faktisk ikke andet end omkring 50 km derind. Sikke en trafik der altid er i denne by.


Billetter og front of line var købt hjemmefra, så det var dejlig nemt. Vi begyndte med alle mand at tage en Universal Tour – det var super godt. Der er godt nok mange studier i Universal og det med effekter kan de bare. Vi synes det var en god tur – Stine var ved at blive spist af hajen fra ”Dødens gab” men Joakim…… han blev bange under jordskælvet i San Francisco, så bange så i næste effekt græd han og rystede af skræk. Stakkels barn – hvad må han stå model til som lillebror.


De næste aktiviteter blev taget på skift og så hyggede Joakim sig med at kigge på de forskellige figurer, som Peter Pedal, Simsons, dansede til musikken rundt i parken og kiggede på alle de andre børn.

Vi andre prøvede Simsons, det var super godt lavet. De andre så Shrek i 4D og vi prøvede vand rutsjebane, Mummy rutsjebane hvor alt var mørkt og så var vi bla.også i House of Horror - hold da op Stine blev mindst lige så bange som Joakim havde været.


Vi hyggede os faktisk så meget så vi næsten glemte at spise.

Alle mand sluttede med at se Animal show, hvor en af hundene fra filmen om Beverly Hills hundene var med. Der var også katte, fugle, gris, mus og mange andre dyr med. Utrolig hvordan de træner de dyr. Her var Joakim begejstret, han råbte og klappede – skønt at se.

Så var klokken blev lidt i fem og alle mand var bare færdige, så vi kørte hjem til campingpladsen.

Der har været snak om, at vi i morgen skulle køre til Seaworld – men alle har nok indset, at det var lidt for meget forlangt af os alle. Så Seaworld bliver når vi kommer til Florida….. om et par år….

I morgen tager vi så i stedet til Hollywood – mon der bliver til en behandling hos Ole?????

12. juli

km ??? (glemte at tjekke bilen og også kamerafri dag)

Vi hentede vores bil i dag – en fin Toyota. Jeg kørte bilen tilbage til campingpladsen mens Jesper kørte vores ”hjem” tilbage.

Bagefter ville vi i outlet og gøre de sidste indkøb og så til stranden. Jesper overtog rattet, men ærligt det gik sgu ikke så godt….. han kunne slet ikke finde ud af, at køre en alm. Bil igen.

Vi synes det outlet vi var i i Las Vegas var stort…………. Men hold da op dette var bare endnu større. Pu ha – de sidste indkøb, tja de tog så resten af dagen altså ca 6 timer igen…. Men så har Jesper også fået tøj til de næste 3 år og en skijakke. Joakim har til hele vinteren for jeg fandt da lige et par trøjer mere til ham. Stine var meget sparsommelig i dag, hun tænkte mest på et par venner – men Rikke fik da lige lidt mere.

Turen til stranden blev i stedet en tur til en restaurant/grill bar med seafood på Ventura Beach – men ærligt så var maden ikke noget selvom der stod at de var kåret til bedste sea food siden 1986 og folk stod i 10 meter kø. Samtidig var der bare tæske koldt derude ved vandet, så hurtig spisning og så hjem.

Joakim har droppet alt det der hedder søvn, så selvom vi først kørte hjem halv otte og han kun havde sovet 1 time til middag, ja så sov han ikke før vi var hjemme kl. 21. Hvad mon Erik og Birte siger til at så sådan en dreng tilbage i dagplejen….

Efter vi havde pakket poserne ud – og konstateret ( ÅH NEJ ) at jeg var kommet til at købe et par Lewis magen til nogle Rikke har købt tidligere på turen – ja så gik pigerne til køjs.

I morgen står den så på Universal Studios – så endnu en lang dag venter.

11. juli

km 367

Pu-ha det har været en rigtig lang køretur i dag, men også en flot og blandet køretur.

Efter de første blot 20 km kom vi forbi en restaurant vi havde ledt efter i går – Madonna Inn (den Søren og Mette havde været på), men vi havde jo næsten lige spist morgenmad så vi kørte bare videre.


I stedet gjorde vi holdt i Solvang – byen vi var noget spændte på. Jeg regnede med at det bare var en sted som var total over gearet og alt for meget – men vi synes faktisk vældig godt om byen. Der var rigtig hyggeligt, stille og roligt. Der var også mange sjove ting, sjove bygninger og sjove navne. Vi var en tur i julebutikken og der stod en ekspedient som var dansk (2. generation), hjemme hos hendes forældre talte de dansk – morsomt. Hos Mortensens bageri købte vi nok næsten vores livs dyreste trøfler, men hva…. Frokosten blev indtaget i en hyggelig gårdhave.


Da vi er på vej tilbage til vores bil for at komme videre, tja der løber vi så lige ind i fam. Juhl-Jørgensen (en af de piger Rikke har spillet fodbold med og Jesper har trænet) de bor på Plejlen, blot 500 m fra os derhjemme – det er da noget morsomt. Specielt når vi tænker på, at vi faktisk overhovedet ikke er stødt ind i danskere før.

Vi fortsatte til Santa Barbara og videre derfra langs Highway 1 mod Acton – sikke nogle strande.

De sidste par timer af køreturen var rigtig lange og da vi så samtidig missede den sidste Vons og måtte køre forbi campingpladsen for at komme til Acton at handle – blev det ikke bedre af.

I Acton kom vi godt nok til den lokale købmand…. Sikken et sted, men hvad vi forsynede os med det absolut mest nødvendige og da klokken var blevet rimelig mange købte vi en færdig grillet kylling til aften.

Campingpladsen vi er kommet til er heldigvis rigtig dejlig (vi skal jo være her i 5 dage), selve den plads vi fik byttede vi dog ikke for der kunne ikke skabes noget skygge overhovedet. Her er en rigtig god pool, dejligt legeområde med store legeplads og græsarealer (hvilket ikke er så almindeligt herovre) og rigtig pæne toiletter.

Efter aftensmaden gik alle mand i poolen – skønt. Stine blev der meget længe og kom for første gang på ferie også i snak med en dansk pige, så de hyggede indtil poolen lukkede.

I morgen skal vi starte med at hente vores bil vi har lejet – bare sådan en helt alm. Personbil, så det er lettere at komme rundt. Snakken går så på at køre til det absolut sidste outlet (Jesper mener han skal have lov til at købe noget også…………… hvad er det lige han har gjort hele ferien….) jeg gider ikke, men han har lovet mig at køre forbi et par Macys for at kigge efter støvler. Jo han ved godt hvordan han køber mig. Vi vil så også gerne nå en til Santa Monica beach.